At sætte sig spor

Sofa. Tæppe. Dæmpet musik. Lys fra mormors lille lampe på hjørnebordet. To personer tæt sammen-slynget. Årets næstsidste dag. Dagen før dagen.

Hun ligger på ryggen med den ene hånd under hovedet, stirrende drømmende op i loftet. Han ligger på siden, hovedet på den bøjede arm, et ben henover hendes lår, legende med halskæden på hendes bryst.

– Du, skal vi ikke snart se at få fastsat en dato for brylluppet? spørger han med hviskende stemme. Hans hånd hviler et øjeblik tungt og varmt mod hendes bryst. Han mærker, at hun smiler. Hun har lukket øjnene.

– Hmmm, siger hun.

– Jeg har faktisk en idé.

Han holder en lille pause, men hun siger ikke noget.

– Hvad siger du til et hurtigt vinterbryllup? Og så en skirejse som bryllupsrejse? Jeg kan se det for mig – os to på kanetur i den faldende sne og kanens bjælder … Hans stemme bliver drømmende og blikket fjernt.

Læs mere At sætte sig spor

Julekalender: Søndag, 24. dec.

Dér stod det. Nærmest ærbødigt listede børnene ind i stuen, efter at døren var blevet åbnet. Hele dagen havde døren været lukket. I ventetiden denne sidste halve time sådan cirka havde der været en grinen og en skubben og masen udenfor døren, for alle ville gerne stå forrest, når døren gik op. I stedet for at myldre ind da øjeblikket endelig oprandt, listede børnene ind én efter én. Betaget fandt de sig hver især en plads om træet ud for lige netop dét stykke julepynt, de holdt allermest af. De voksne gjorde faktisk det samme. De havde også deres barndomsminder knyttet til nogle bestemte ting på træet.

Allerøverst oppe strålede julestjernen det bedste, den havde lært. Det var dens aften i aften. Denne ene aften af alle. Fra dens høje position var det nemt for den at dele ud af sin stråleglans til hver og én af julens gæster. At give af sin storhed var en ære og et privilegium for den, og dét der gav den allerstørst glæde. Kunne den sprede glæde, indgyde mod og vække den videre gnist til livet, alene ved sin blotte tilstedeværelse, så var dens mission fuldført. Julestjernen strålede for dem alle. Den varmede deres hjerter op indefra og tændte deres lys. Det største af alt.

(smaa-fortaellinger.dk)

Julekalender: Lørdag, 23. dec.

Det var ren kliché. Intet andet. Hun fattede ganske enkelt ikke, at det virkelig var hende, der gik her, den 23. december, ganske vist sammen med en hulens masse andre forvildede mennesker. Det gjorde det jo i virkeligheden hverken mindre klichéagtigt eller mindre elendigt. For det var mest af alt følelsen af elendighed, der fyldte hende.

Det var slet ikke sådan, det skulle være. En juletristhed, her dagen før juleaften. Skammeligt. Hun havde tænkt og tænkt. Det havde bare ikke gjort den store forskel. Normalt plejede idéerne ellers at stå i kø, men i år var det ligesom alting skulle hives ud af hende. Selv når hun stod med ønskesedlerne i hånden, var der ingen større glædesjubel i hende, eller noget der med højt bimlende klokkespil forkyndte, at det var da lige dét eller dét, hun skulle købe.

Alle mulige krumspring havde hun gjort sig. Slået sig sammen med andre familiemedlemmer eller veninder, gjort brug af det altid gangbare bogtrick. Hun havde sågar i sin kvide måttet acceptere at købe legetøj til nogle af de af familiens børn, der egentlig var ved at være lidt for store til at lege med legetøj. Men hun havde bøjet sig for nødvendighedens ultimative lov – der var ikke andre muligheder.

Og det var gjort. Alle gaver pakket kunstfærdigt ind, sendt, udvekslet eller bare pakket i kufferten. På nær denne ene. Den der var ved at tage livet af hende, drive hende ud på vanviddets rand. Nå ja, mindre kunne måske gøre det. Hvis hun nu gik ind Hos Marco og forkælede sig selv med et glas julegløgg på italiensk. Mon ikke den geniale idé så ville indfinde sig? Det måtte i hvert fald prøves!

Italiensk julemusik spandt sig rundt om hende, viste hende hvad passion, livslyst og gejst gjorde for en dag, der ikke var helt almindelig og så alligevel heller ikke mere end dagen før dagen. Marco bød hende velkommen med et håndkys som altid. Han sørgede altid selv for hende. Og så var idéen der – så lysende enkel og ligetil. Lige dér var gaven til hende selv.

(smaa-fortaellinger.dk)

Julekalender: Fredag, 22. dec.

Tårnuret slog seks tunge slag, og blæsten slog isnende rundt om hjørnet, men alligevel turde han ikke helt flytte sig, for tænk hvis hun nu kom og så troede, at han alligevel ikke ville dukke op på grund af det rædsomme vejr. Så han blev. Småtrippende og konstant spejdende til alle sider med sommerfugle baskende rundt i maven. De havde ikke kendt hinanden så længe, og i morgen skulle han rejse hjem på juleferie.

I søndags havde de været i biografen sammen, og han havde fulgt hende hjem. De havde snakket hele vejen. Ved gadedøren havde de kysset for første gang, og han var fløjet hele vejen hjem uden at ænse juleregnen. Varmen bredte sig i hans krop, og han mærkede pludselig, at han stod og smilede fjoget, mens han stadig gned sine kolde hænder. Det kunne godt gå hen og blive en lang juleferie i år, for han skulle først tilbage til studierne i midten af januar, et par dage før den første eksamen. Og hvis hun nu ikke kom?

Han havde lovet sin mor at blive hjemme og hjælpe til i deres forretning, for hans far havde skrantet en hel del det meste af julemåneden. Det havde været en hård måned for hans forældre og hans mindre søskende, og han vidste, at han ikke kunne udskyde afrejsen længere end til i morgen tidlig. Alt var for længst pakket og klar til afgang.

Men – bare hun nu kom! Han glædede sig sådan og kunne ikke holde ud at tænke på julen, hvis han ikke fik hende at se i aften.

Nogen prikkede ham på skulderen, og han vendte sig overrasket om. Dér stod hun. Smuk og smilende, med latter i øjnene og håret i strid modvind.

(smaa-fortaellinger.dk)

Julekalender: Torsdag, 21. dec.

Følg lyset. Det er vigtigt at følge lyset. Lad det vokse i dig og blive stort.

De sad med lukkede øjne i det normalt så lyse rum. Nu lå det hen i halvmørke, loftslamperne var dæmpet til et minimum, og det var bælgmørkt udenfor. Det var jo også en almindelig torsdag hverdagsaften i yogahuset. Og så alligevel ikke. Det var sådan en smuk decemberaften. Sneen havde knitret under hendes fødder på vejen herover. Der var ikke længere, end hun kunne gå. Det var også primært derfor, hun havde valgt det.

Altså at gå til yoga i år. Fordi det lå så dejligt tæt på, hvor hun boede. Bare ned ad trappen, lidt ned ad gaden, rundt om hjørnet, og så var hun der praktisk talt. Og hun kunne lide yogalæreren. Meget. Han udstrålede ro og tillid, havde varme øjne og en stemme, der fik hver en knogle og sene i hendes krop til at smelte. Det var meget praktisk i forhold til nogle af yogaøvelserne.

Endnu en god grund til at blive på netop dette hold, selvom det var aftenens sidste hold. Natholdet, som der havde stået i programmet. Om natten havde hun heller ingen problemer med at sove, og hendes drømme natten efter torsdag var altid fyldt med varme og glæde, og når hun vågnede fredag morgen, var det tæt på, at hun bare sprang ud af sengen. I hvert fald plejede hun at vågne med et smil og en dejlig afslappet fornemmelse i hele kroppen.

Foran sig havde hver deltager tændt det medbragte lys. Selv med lukkede øjne fornemmede hun decembermørket udenfor, den dunkle belysning indenfor og lyset foran hende. Da var det, at hun hørte sin gamle mormors stemme for sig – Gå med lyset, min skat. Følg lyset i dig. Det vil bringe dig megen glæde, varme og lykke.

(smaa-fortaellinger.dk)

Julekalender: Onsdag, 20. dec.

 Hun vidste, der var svedperler på hendes pande, og hun mærkede en dråbe glide ned ad ryggen under den varme vinterfrakke. Hvis hun ikke snart kom ud herfra, ville hun få et anfald. Men der var kun fire dage til jul og tusind små ting, hun skulle have styr på endnu.

Og i morgen kom hendes bror og hans kæreste på juleshoppetur! Hvorfor havde hun dog også sagt ja til, at de kunne bo hos hende? ”De par dage”. Jo tak, men det betød netop endnu mere planlægning, madindkøb og flere måltider om dagen, hun skulle tage højde for. Selv kunne hun sagtens klare sig med en gang havregrød med æbler og kanel til morgenmad og en ostemad eller en lun fiskefilet med citron og remoulade på et stykke rugbrød til aften. Når der nu var så meget andet at nå!

Hvis hun forlod sin plads i køen nu, så kunne hun godt opgive det helt. Der ville ikke være tid til at komme tilbage. Det var nu eller aldrig, konkluderede hun og bed tænderne sammen. Køen rykkede sig en anelse, og med den måtte hun flytte alle sine pakkenelliker. Bare der nu ikke var noget, der blev væk for hende – eller stjålet i mylderet! Til udsalget ville hun helt bestemt købe sig én af de der bedstemorrullevogne! Hvorfor havde hun dog aldrig tænkt på det? Nå ja, sådan én var yderst vanskelig at have med på cyklen…

Det gav et synligt sæt i hende, da hendes telefon ringede midt i hendes tankestrøm. Hun ledte febrilsk i sine lommer. Dér var den.

– Hej søs! Malene og jeg tænkte, at vi ville købe en stak fiskefileter med hjem fra ham fiskehandleren på hjørnet, du ved, ham med den fantastiske hjemmelavede remoulade? Bare med rugbrød til altså? Hvad siger du til det? Lyder det ikke intet mindre end genialt?

(smaa-fortallinger.dk)

Julekalender: Tirsdag, 19. dec.

Glæden over bare at være til fyldte det hele og fik hende til at smile over hele 5-øren, som havde hun vundet i Lotto, selvom hun endnu aldrig havde haft dén fornøjelse. Det måtte vel så på den anden side betyde, at hun havde held i kærlighed? Det syntes hun nu heller ikke. Den sidste havde hun sagt pænt farvel og tak til i efterårsferien efter et mere end mislykket ophold hos hans forældre, i familiens trygge skød. Den oplevelse behøvede hun ikke flere af.

Selvom det var flere måneder siden, dansede der hurtigt forskellige billeder rundt for hendes indre blik ved tanken. Det var lige til at blive afholdsmand af! Og alligevel ville hun ikke for noget i verden undvære sin gammeldaws æblekage med masser af flødeskum og sin varme lumumba, som hun sad her, plaidindsvøbt som hun var, siddende lunt og godt i sit sofahjørne, mens hun Skypede med sin søster i franske Avignon og nu sad totalt henført og beundrede sin nye nevø.

10 små fingre, 10 små tæer, ilter sort manke og bare 5 timer gammel. Det var kærlighed ved første blik. Og hun skulle se ham til jul.

Julekalender: Mandag, 18. dec.

Kunne man ønske sig et andet liv? Man kan vel prøve! tænkte Liv trodsigt. Så ville hun ønske sig en ny far og mor! Hendes nye far skulle ikke skælde så meget ud, og han skulle heller ikke arbejde så meget. Så behøvede hendes mor nemlig heller ikke at være så stresset hele tiden. Mor havde altid ondt et eller andet sted og så så ked ud af det. Det var rigtig synd for hende, syntes Liv.

Men det var også synd for Liv, syntes Liv. Så i virkeligheden ville hun nok kun ønske sig en ny far! Jo, Liv elskede også sin far, men ikke når han var så sur hele tiden. Når han da endelig var hjemme. Så var stemningen nemlig også alt for tit mere end trykket. Hendes storebror var derfor mest på sit eget værelse, for dér kom deres far aldrig. Mor virkede også nervøs. Især når det var tid til, at far skulle komme hjem.

Liv sukkede. Hvis hun nu foldede hænderne og med blid men fast røst bad til Gud om at hjælpe dem. Mon så ikke han ville lytte til en lille trist piges bøn? Nu hvor det snart var jul?

Samme aften var hendes far allerede kommet hjem, da Liv og hendes mor kom trætte hjem efter dans. De standsede begge to brat op i døren ind til køkkenet. Livs far stod lænet op ad køkkenbordet med et krus kaffe i hånden. Slipset var løsnet og håret i uorden. Han så træt ud. Hej, skat, sagde hendes mor forsigtigt. Liv turde slet ikke sige noget.

Hendes far smilede skævt. Selvom det ikke var et rigtigt smil, så var det da et lille et. Ja, jeg er blevet fyret fra mit arbejde, så nu skal jeg ikke på arbejde mere. Og jeg har besluttet, at jeg vil søge noget andet arbejde, der ikke kræver så meget, sådan at jeg ikke skal arbejde hele tiden. Så nu kan vi også rejse over til mormor og morfar på en lang juleferie – mormor og morfar har nemlig givet os lov til at bo i annekset, så længe vi har lyst til at være der!

(smaa-fortaellinger.dk)

Julekalender: Søndag, 17. dec.

I samme øjeblik han lukkede døren op, vidste han det. Han kunne mærke det helt ud i tæerne og op i hårrødderne og vidste, at han skulle være helt ualmindelig opfindsom, hvis han skulle have bare den mindste chance for at slippe levende fra dét, der ville udspille sig for ham om mindre end ét minut, fra han lukkede døren.

Mest af alt havde han lyst til at bakke lige så forsigtigt ud af døren igen, lukke den uden en lyd og så bare gøre sig usynlig resten af aftenen. Indrømmet, det var kujonagtigt, skammeligt fejt, men altså – hvorfor skulle det lige være i aften, af alle dage? I hans familie havde de ikke de helt vilde juletraditioner. Det var mere sådan afslappet. Hans forældre var begge forskere og havde ofte været ”lige midt i noget helt vildt spændende og epokegørende”, så hos dem var traditionerne ikke så faste endda. Det var ikke sikkert, at man huskede alt det, der normalt hørte julen til.

Og han var naturligvis faldet pladask for en kvinde med en julefortid med traditioner for nærmest hver en dag i hele julemåneden! Selvom hans elskede kone var gravid, skulle der sørme ikke slækkes på én eneste af dem. Det kunne de også sagtens klare, hvis bare han lige ville give en hånd med – eller to – her og der og alle vegne. Faktisk var han aldrig blevet spurgt. Glad julemusik strømmede ud til ham, som han stod dér i entréen, ubeslutsom og endnu med åben dør ud til trappen. Lige med ét var det alligevel for sent.

– Hej, min skat, hvor er det godt, du kommer nu! Jeg har lige lagt julekort og adresselister frem, så nu kan vi komme i gang med det samme!

(smaa-fortaellinger.dk)