Et værelse med karnap

Værelset var ikke ret stort. Faktisk var det ret lille. Værelset havde den mest vidunderlige lille karnap. Den var indrettet med en høj siddeplads, så man kunne sidde i vinduet og kigge ud over det lille parkanlæg overfor og se egernerne lege om sommeren. Det var derfor, hun havde valgt det. Værelset. På grund af karnappen og egernerne overfor.

Sommetider sov hun i karnappen. Når månen og stjernerne lyste himlen op og smilede ned til hende. Så lå hun her. Krøllet sammen. Glad.

Der var lige akkurat plads til morfars flygel. Det var det vigtigste. Under flyglet lå hendes madras. Som barn havde hun elsket at ligge her, mens morfaren spillede. Det var et trygt sted.

Hvad mere kunne man have behov for?

(smaa-fortaellinger.dk)

Der sker jo aldrig noget

På en lille stille villavej er det måske en anelse patetisk bare at sidde og kigge ud i forhaven og ud på vejen, der går i hele husets længde. For hvad skulle der dog ske? Der sker jo aldrig noget i et stille villakvarter.

Folk skal på arbejde og kører forbi i deres biler eller på cykel, og dér går faren, der skal aflevere barnet i dagpleje. Han har altid hunden med. Det var så morgenræset.

Genkendelige træk

Togets rytmiske stille rumlen havde vist lullet hende i søvn, uden at hun have opdaget, at øjnene på et tidspunkt måttet have lukket sig, men det måtte de jo selvsagt have gjort, hun plejede ellers ikke sådan at lade sig overrumple af søvnen. Hvor langt var de egentlig nået? Hvor længe havde hun sovet? Hun kiggede sig fortumlet rundt i kupéen for at se, om der var nogle af hendes medrejsende, der var blevet skiftet ud med nye passagerer siden sidst. Gad vide hvorfor hun følte sig flov; hun skyndte sig at sætte sig ordentligt op i sædet; om hun var pinligt berørt over at have sovet eller over at have siddet henslængt var ikke til at sige med sikkerhed.

Der var kommet nye passagerer til. En kvinde omtrent på hendes egen alder, gættede hun på, sad nu skråt over hende. Selvfølgelig kendte hun hende ikke, alligevel gav det et sæt i hende, da hun så kvinden, for noget inde i hende kendte hende, eller rettere genkendte noget i den anden kvinde for selvfølgelig kendte hun hende ikke, hvor skulle hun dog kende hende fra, det var temmelig usandsynligt, og dog vækkedes der noget velkendt til live inden i hende, uden at hun vidste præcist hvad eller hvorfor.

Ansigtets træk afslørede træthed, en træthed der gik langt ind i sjæl og knogler. Hagen stod skarp og låst. Halsens linjer vidnede om næsten ubærlig anstrengelse. Et kort øjeblik mødtes deres øjne, låste sig fast i bare et splitsekund, der dog alligevel var langt nok til, at en udveksling af informationer kunne finde sted. Men øjnene, de svømmede over af fortrængt sorg og række på række af bekymringer. Men hun fandt også en gryende ny energi, så spæd den end var, ved siden af alt det andet.

Lige inden kontakten blev afbrudt skyndte hun sig at sende besked om håb og glæde, hun ville så gerne give noget igen, men det vigtigste var at styrke den ukendte kvindes energi, så hun kunne komme videre af sig selv på den vej, der nu var hendes. Et umærkeligt sæt gik igennem dem begge, kvinden drejede hovedet væk. Selv gned hun sig i øjnene, så i ansigtet. Skete det her virkelig, eller var hun bare ikke rigtig kommet ud af søvnen endnu?

(smaa-fortaellinger.dk)

Tænk nu hvis

Et lille prøvende skridt, bare venstre storetå der forsigtigt dypper skråt frem for sig med helt strakt ben som for at se, om isen kan bære? Kroppen, der hælder langt, langt ud til siden, så det næsten gør ondt. Hovedet, der er drejet næsten helt til siden, opmærksomheden rettet udelukkende mod foden, der dypper, som for at øjet kan følge direkte med og tjekke fakta uden forsinkelsestid. Som om tiden er den vigtigste faktor. Højre arm søger at være modvægt for at undgå et dramatisk fald. Tænk nu hvis isen alligevel ikke bærer. Men er det nu også så farligt endda, at det skulle afholde en og anden fra forsøget? Man er vel ikke nogen kylling. Langsomt lægges hele vægten på hele venstre fod. Nu er det højre fod, der krampagtigt holder fast i jorden med det yderste af højre fods tåspids, for tænk nu hvis.

(smaa-fortaellinger.dk)

Forstår det ikke

Jeg forstår ikke, hvordan menneskene får tid til alt det.

De pisker rundt som forvildede svaner. Dag ud og dag ind farer de ind og ud ad døren som forvildede høns. Slanger sig afsted mellem biler, cykler og de gående, der både går på fortovet, cykelstien og gaden – det gør de cyklende i øvrigt også, så de gående må springe som harer for både cykler og biler. Galopperer over for rødt selvom de godt ved, at det er farligt, men stædige som æsler er de. Galer op som den gamle hane i hønsegården når de bliver for stressede. Selvom de selvfølgelig også kan være musestille engang imellem. Man skal ikke presse citronen, siger de. Og det skulle komme fra dem?

Jeg forstår det simpelthen ikke.

At de orker. Nu sætter jeg mig bare stille og roligt her, nyder min mad, og så skal jeg have mig en lille lur.

(smaa-fortaellinger.dk)

Et magisk ord

Du så mig
Så mig ind i øjnene og sagde de ord, jeg ikke ville høre
Hørte dem, jeg lyttede, tog imod

Det lærte mig om ydmyghed og taknemmelighed
To fæller der går hånd i hånd
Med sårbarhed, ihærdighed og vilje

Du så mig
Som én af de eneste
Fordi du så noget i mig, der kunne vokse, blive større, blive til noget

Det lærte mig om sjælens kraft
Om at dykke ned hvor ingen havde været før, på min egen måde
Med opfindsomhed, leg, med kærlighed til dét der er, som jeg ikke kendte til endnu

Du så mig
Så mig ind i øjnene og sagde ord, jeg ikke ville høre
Men jeg lærte at tage det til mig på min egen måde

(smaa-fortaellinger.dk)