Tænk nu hvis

Et lille prøvende skridt, bare venstre storetå der forsigtigt dypper skråt frem for sig med helt strakt ben som for at se, om isen kan bære? Kroppen, der hælder langt, langt ud til siden, så det næsten gør ondt. Hovedet, der er drejet næsten helt til siden, opmærksomheden rettet udelukkende mod foden, der dypper, som for at øjet kan følge direkte med og tjekke fakta uden forsinkelsestid. Som om tiden er den vigtigste faktor. Højre arm søger at være modvægt for at undgå et dramatisk fald. Tænk nu hvis isen alligevel ikke bærer. Men er det nu også så farligt endda, at det skulle afholde en og anden fra forsøget? Man er vel ikke nogen kylling. Langsomt lægges hele vægten på hele venstre fod. Nu er det højre fod, der krampagtigt holder fast i jorden med det yderste af højre fods tåspids, for tænk nu hvis.

(smaa-fortaellinger.dk)

Forstår det ikke

Jeg forstår ikke, hvordan menneskene får tid til alt det.

De pisker rundt som forvildede svaner. Dag ud og dag ind farer de ind og ud ad døren som forvildede høns. Slanger sig afsted mellem biler, cykler og de gående, der både går på fortovet, cykelstien og gaden – det gør de cyklende i øvrigt også, så de gående må springe som harer for både cykler og biler. Galopperer over for rødt selvom de godt ved, at det er farligt, men stædige som æsler er de. Galer op som den gamle hane i hønsegården når de bliver for stressede. Selvom de selvfølgelig også kan være musestille engang imellem. Man skal ikke presse citronen, siger de. Og det skulle komme fra dem?

Jeg forstår det simpelthen ikke.

At de orker. Nu sætter jeg mig bare stille og roligt her, nyder min mad, og så skal jeg have mig en lille lur.

(smaa-fortaellinger.dk)

Et magisk ord

Du så mig
Så mig ind i øjnene og sagde de ord, jeg ikke ville høre
Hørte dem, jeg lyttede, tog imod

Det lærte mig om ydmyghed og taknemmelighed
To fæller der går hånd i hånd
Med sårbarhed, ihærdighed og vilje

Du så mig
Som én af de eneste
Fordi du så noget i mig, der kunne vokse, blive større, blive til noget

Det lærte mig om sjælens kraft
Om at dykke ned hvor ingen havde været før, på min egen måde
Med opfindsomhed, leg, med kærlighed til dét der er, som jeg ikke kendte til endnu

Du så mig
Så mig ind i øjnene og sagde ord, jeg ikke ville høre
Men jeg lærte at tage det til mig på min egen måde

(smaa-fortaellinger.dk)

En dragen

Hun ville ikke drages, ikke føle denne bidende længsel efter at komme ud, rejse ud, væk. Alt det hun fornemmede var derude, noget ubestemt der kaldte på hende. Hun kunne end ikke sætte ord på det overfor sig selv. Hvordan i alverden skulle hun så kunne forklare sin mand om alt det, der skete indeni hende? Ikke et øjeblik havde hun bedt om dette, eller nogensinde ønsket det. Hun ville bare gerne have sit almindelige liv tilbage. Sin mand, sin lille datter, arbejde, hus, have, familie – hvad der nu hørte til et helt almindeligt traditionelt liv. Det var dét, hun havde, dét hun ønskede.

Hvorfra denne pludselige udlængsel kom, havde hun absolut ingen idé om. Der var ikke sådan nogle i hverken hendes eller Jens’ familie. Hun kendte heller ikke sådan nogen mennesker. Det var startet en nat, hvor hun først var faldet i søvn langt over midnat, hvilket i sig selv var usædvanligt. En prikken i benene havde vækket hende, efterfulgt af en let svimmelhed, som når man om sommeren lå på græsset og stirrede op i de vandrende skyer på himlen, til man blev helt tummelumsk. Havde hun mon drømt? Nej, hun kunne ikke huske noget om nogen drøm, men der havde været en sær fornemmelse i maven, dybt inde, som hun ikke havde kendt til før. I flere uger nu havde hun ignoreret fornemmelsen.

Forleden nat var hun igen vågnet uden nogen grund, men med noget i brystet. For mange år siden, før hun fødte sin datter, havde hun haft en slem omgang lungebetændelse. Tænk hvis der var sådan noget på vej igen. Det havde hun intet ønske om at prøve igen. 11 dage med 40 i feber. 8 kg havde hun tabt, før penicillinen var begyndt at virke, og hun havde været dødeligt træt i over to måneder bagefter. I dag havde hun været til lægen igen. Der var ikke noget galt med lungerne, hun kunne tage det helt roligt, blodtryk og hjerterytmen var også normal. Alt var som det skulle være. Og så alligevel ikke.

Hun havde ikke kunnet få sig selv til at fortælle lægen om den der nagende, dragende, ukendte fornemmelse. Det var jo nok heller ikke hans bord. Tvivl var ikke noget, hun normalt beskæftigede sig med. Alting var, som hun gerne ville have det. Hun elskede sin Jens, datteren Marie, sit arbejde, ja, hun var virkelig tilfreds med livet, især når de alle tre gik og rodede i haven med alle mulige projekter – køkkenhave, urtehave, legehave, stenbedet, alle sommerblomsterne til afklip som der enten skulle sås eller plantes.

Alting var, som hun ønskede. Som hun havde drømt om? Nej, hun havde egentlig aldrig drømt om noget, nu hun tænkte efter. Havde vel egentlig bare haft en forventning om, at det var sådan, det ville ske – altså med mand, barn, arbejde, hus… Bevidste valg? Sådan føltes det måske ikke lige nu. Tingene var ligesom bare sket, og så var det dét. Selvfølgelig havde hun da truffet nogle valg, det gør alle mennesker da. Om uddannelse og sådan noget. Det var ikke noget, hun nogensinde havde tænkt dybere over. Som sagt var det bare sket, som en naturlig følge af det foregående. Måske derfor var hun også totalt uforberedt, uforstående, overfor denne her dragen efter det ukendte. Sådan noget lå slet ikke til hende.

(smaa-fortaellinger.dk)

Det skulle ikke have været

Det skulle ikke have været. De ord har jeg hørt min mor sige hele min barndom. Jeg forstod aldrig, hvad hun egentlig mente med de ord. Det blev bare sådan en sætning, der hang og flagrede i luften uden snor. Det skulle ikke have været. Jeg tænkte ikke videre over det som lille. Sådan var min mor nu engang, og engang imellem sagde hun sådan noget, det var nok bare en voksenting. Når jeg en sjælden gang spurgte hende, hvad det betød, så virkede det aldrig, som om hun hørte mig. En dag hørte jeg heller ikke ordene længere. Jeg genkendte udtrykket i min mors ansigt. Det var altid det samme, når hun sagde de der ord. En dag lagde jeg heller ikke længere mærke til udtrykket i hendes ansigt. Ligesom jeg ikke længere hørte ordene. Men min krop opfangede de signaler, ordene udsendte. Eller var det min mors ansigt, der sendte de vibrationer afsted, som min krop genkendte uden besvær, men som den også en dag ikke længere bed mærke i. Til sidst var der bare følelsen i luften af det skulle ikke have været.

(smaa-fortaellinger.dk)

Kære broder

Dét der havde du ikke behøvet at sige! Han greb hårdt fat i hendes arm og trak hende tæt ind sig, nægtede at løsne grebet bare den mindste smule, selvom hun gav sig lidt og stirrede irettesættende på ham, ville sikre sig, at hun én gang for alle forstod budskabet. Du er fuld. Du ved jo udmærket, at jeg hader, når du bliver fuld! Hvorfor gør du det her? Hans lynhurtige greb i hendes arm havde fået hende ud af balance, så hun var egentlig meget glad for lige at kunne støtte sig op ad ham, bare lige et øjeblik til hun genvandt balancen og kontrollen over sig selv efter befippelsen over hans pludselige angreb. Hun havde ikke set det komme.

Han hvæsede ad hende, øjnene var smalle af vrede. Herregud, jeg er altså ikke så fuld, som du tror, og desuden er det jo faktisk rigtigt nok, ikke? Hvad er rigtigt nok? Begges øjne glødede. Hun er altså stadigvæk alt for ung til at spilde sin tid på dig, hun fortjener noget bedre, hviskede hun til svar men ikke desto mindre intenst nok til, at han ikke kunne misforstå et eneste ord af det, hun sagde. Hun havde dårligt nok sagt det sidste ord, før han havde skubbet hende fra sig, nærmest i væmmelse. Hvorfor kan du ikke bare blande dig udenom? Det her angår faktisk slet ikke dig. Igen kom hun ud af balance og vaklede på de høje hæle. Fandens også om hun gad høje hæle mere og smed dem af. Vupti var hun pludselig blevet en hel del mindre, men sådan måtte det være. For en gang imellem må tingene siges, som de er. Også selvom jeg elsker dig, kære broder.

(smaa-fortaellinger.dk)

Cocktailparty

Det sivede ind og ud af alle sprækker, selv den mindste nok så lille og for øjet usynlige åbning kunne bruges, lagde sig som et kvælende tæppe overalt i rummet, satte sig i tøjet, hang ved håret. Åh, hvor hun dog hadede det. Hvis bare én eller anden ville åbne munden og lade det komme ud i forståelige følbare vendinger, dét der tilsyneladende lå og nagede. Men nej. Det skulle være så fint og godt alt sammen. Ellers et dejligt rent rum, hvor glade solstrejf gav rummet charme og spillede alle et lille puds ved uforudsigeligheden, når skyerne lejlighedsvist strøg forbi solen højt deroppe på himlen.

Hun ville træde ind, glad i sindet, for hun elskede selskabelige sammenkomster, bare at glide ind og ud mellem kroppene, nikke og smile, kaste et smil i retning af en gammel charmør, lade en venlig sjæl stryge sig ned over ryggen, nippe til sin drink nr. 2 i den ene hånd, vifte let med pindemaden i den anden hånd, som om hun lige var på vej hen for at slutte sig til en lille gruppe i den anden ende, opfange en brudt sætning her og én der på sin rejse gennem rummet, som ville fostre de særeste historier i hendes sind.

Sådan ville hun svæve fra rum til rum i det store gamle herskabelige hus, indtil hun havde været gennem alle de velkendte rum for med sin lethed og sarthed alligevel at sætte sit eget personlige om end næsten umærkelige præg. Den fintfølende ville med lethed kunne mærke hende. Men det var sjældent, hun stødte på en sådan nu om dage, det måtte hun indrømme, men det gjorde ikke noget. Hun forstod til fulde kunsten at vente.

(smaa-fortaellinger.dk)